Betingelser
Vi anbefaler, at du læser betingelserne igennem, inden du gennemfører en tilmelding.
Tilmeldings- og betalingsbetingelser for UngTårnby
Når du tilmelder dig en aktivitet, tur eller rejse hos UngTårnby, accepterer du nedenstående betingelser.
Hvem kan deltage i UngTårnbys tilbud
UngTårnbys tilbud er som udgangspunkt for unge fra 7. klasse til 18 år, der bor eller går i skole i Tårnby Kommune. Nogle aktiviteter kan være målrettet bestemte aldersgrupper eller klassetrin eller have særlige krav til deltagelse. Det vil fremgå af beskrivelsen af den enkelte aktivitet.
Tilmelding
Tilmelding til UngTårnbys hold, aktiviteter, ture og rejser foregår via UngTårnbys hjemmeside.
Når du tilmelder dig, er det dit eget eller dine forældres ansvar at kontrollere, at du er tilmeldt den rigtige aktivitet, og at de oplysninger, der indtastes ved tilmeldingen, er korrekte.
Når din tilmelding er registreret og eventuel betaling er gennemført, modtager du en bekræftelse fra UngTårnby på SMS. Tilmeldingen er personlig og kan som udgangspunkt ikke overdrages til en anden uden aftale med UngTårnby.
Betaling
På aktiviteter, hvor der er deltagerbetaling, betales der i forbindelse med tilmeldingen.
Alle priser er angivet i danske kroner (DKK).
UngTårnby benytter QuickPay betalingsløsning, hvor der kan betales med betalingskort og MobilePay.
Betalingen trækkes, når tilmeldingen gennemføres eller bekræftes. Ved plads på venteliste til en aktivitet med betaling, vil beløbet blive reserveret på kortet, men det trækkes først, når du får en plads.
Tilmelding uden betaling
Hvis en aktivitet kræver betaling, er din plads som udgangspunkt først sikret, når betalingen er gennemført.
Tilmeldinger, hvor den nødvendige betaling ikke er gennemført, kan blive slettet, så pladsen kan tilbydes til en anden.
Kontrollér derfor altid, at betalingen er gennemført, og at du har modtaget en bekræftelse på din tilmelding.
Afbud
Hvis du bliver forhindret i at deltage i en aktivitet, skal du melde afbud til UngTårnby hurtigst muligt.
Ved almindelige aktiviteter refunderes deltagerbetalingen som udgangspunkt ikke, hvis du selv melder afbud eller udebliver fra aktiviteten.
Hvis der gælder særlige afbuds- eller refusionsregler for en aktivitet, vil det fremgå af beskrivelsen ved tilmelding.
For ture og rejser gælder særlige regler, som du kan læse længere nede.
Udeblivelse
Der er ofte stor efterspørgsel på UngTårnbys aktiviteter. Hvis du bliver forhindret i at deltage, er det derfor vigtigt, at du melder afbud, så en anden ung eventuelt kan få pladsen.
Ved gentagne udeblivelser uden afbud kan UngTårnby vælge at give pladsen til en anden deltager.
Venteliste
Hvis en aktivitet er fuldt booket, kan det på nogle aktiviteter være muligt at tilmelde sig en venteliste.
En plads på ventelisten er ikke en garanti for, at du får mulighed for at deltage.
Hvis der bliver en ledig plads, kontakter UngTårnby deltagerne på ventelisten. Det kan være nødvendigt at svare inden for en bestemt frist, før pladsen tilbydes til den næste på ventelisten.
Aflysning og ændringer
UngTårnby kan være nødt til at aflyse eller ændre en aktivitet. Det kan eksempelvis skyldes sygdom, for få tilmeldinger, ændringer hos samarbejdspartnere eller andre forhold, der gør det nødvendigt.
Hvis UngTårnby aflyser en betalingsaktivitet, refunderes deltagerbetalingen som udgangspunkt.
Mindre ændringer i program, underviser, mødested eller tidspunkt giver som udgangspunkt ikke ret til refundering.
Ved væsentlige ændringer vil UngTårnby informere deltagerne hurtigst muligt.
Regler og adfærd
Når du deltager i UngTårnbys aktiviteter, forventer vi, at du bidrager positivt til fællesskabet og behandler andre deltagere, medarbejdere og samarbejdspartnere med respekt.
Du skal følge de anvisninger og aftaler, som gives af UngTårnbys medarbejdere og de ansvarlige voksne på aktiviteten.
Ved alvorlig eller gentagen tilsidesættelse af regler og aftaler kan UngTårnby kontakte forældre/værge og i sidste ende vælge at afslutte deltagerens deltagelse i aktiviteten.
Betaling refunderes som udgangspunkt ikke, hvis deltagelsen afsluttes på grund af alvorlige eller gentagne brud på regler og aftaler.
Betaling for rejser
Ved rejser kan betalingen være opdelt i depositum og en eller flere efterfølgende rater.
Betalingsfrister og beløb vil fremgå af informationen om den enkelte rejse.
Tilmeldingen bliver bindende, når depositummet er betalt.
Depositum refunderes som udgangspunkt ikke, hvis deltageren efterfølgende melder afbud.
Afbud fra en rejse
Hvis du bliver forhindret i at deltage i en rejse, skal UngTårnby have besked hurtigst muligt.
Allerede indbetalte beløb kan som udgangspunkt ikke refunderes, hvis UngTårby allerede har afholdt eller forpligtet sig til udgifter i forbindelse med din deltagelse.
Hvis UngTårnby kan give pladsen til en anden deltager, vil vi så vidt muligt forsøge at begrænse dit økonomiske tab. Eventuelle udgifter, som allerede er afholdt eller ikke kan refunderes af leverandøren, kan dog fortsat blive fratrukket.
De konkrete afbestillingsvilkår kan variere fra rejse til rejse og afhænger blandt andet af de aftaler, UngTårnby har indgået med rejsebureauer og andre leverandører.
Forsikring
Indenrigs- og Socialministeriet har besluttet, at kommuner ikke må tegne fælles ulykkesforsikringer for børn i skoler og fritidstilbud. Derfor har Tårnby Kommune opsagt ulykkesforsikringen for børn og unge i skoler, klubber og Ungdomsskolen fra og med december 2012.
Det betyder, at forældre selv skal sørge for, at deres barn er forsikret, hvis der sker en ulykke i skoletiden, i klubben eller under aktiviteter og ture arrangeret af skolen eller Ungdomsskolen.
Deltagere på rejser/ture er også selv ansvarlige for at undersøge, om deltageren har de nødvendige forsikringer i forbindelse med turen eller rejsen, herunder eventuel rejse- og afbestillingsforsikring.
Alkohol, nikotin og andre rusmidler
UngTårnbys aktiviteter er alkohol-, nikotin- og rusmiddelfri.
Det gælder blandt andet alkohol, cigaretter, e-cigaretter/vapes, snus, nikotinposer og andre rusmidler.
Brud på disse regler kan medføre bortvisning.
Personoplysninger
UngTårnby behandler personoplysninger i forbindelse med tilmelding til og gennemførelse af vores aktiviteter.
Det kan blandt andet være oplysninger om navn, adresse, alder, skole, telefonnummer, e-mail og kontaktoplysninger på forældre/værge samt andre oplysninger, der er nødvendige for at administrere den konkrete aktivitet.
Ved enkelte aktiviteter, ture eller rejser kan det være nødvendigt at indsamle yderligere oplysninger for at kunne gennemføre aktiviteten sikkert og korrekt.
Personoplysninger behandles i overensstemmelse med de gældende regler om databeskyttelse.
Oplysninger kan videregives til relevante samarbejdspartnere, når det er nødvendigt for at administrere eller gennemføre en aktivitet, tur eller rejse.
Betalingskortoplysninger behandles via Quickpay og håndteres ikke direkte af UngTårnby.
Du kan læse mere om Tårnby Kommunes behandling af personoplysninger og dine rettigheder i kommunens gældende privatlivs- og databeskyttelsesinformation.
Kontakt
Har du eller dine forældre/værger spørgsmål til en tilmelding, betaling, aktivitet, tur eller rejse, er I altid velkomne til at kontakte UngTårnby.
UngTårnby
Telefon: 32 50 17 51 eller 30 76 02 62
Vi anbefaler, at du læser betingelserne igennem, inden du gennemfører en tilmelding.